Intensiv medietræning på tv

Er du skarp og klar, når du skal formidle budskaber og håndtere kritiske spørgsmål i pressen. På kurset får du mulighed for at øve dig på tv med en journalist og fotograf fra medieverdenen.

Træningen fokuserer på effektiv formidling af budskaber og håndtering af kritiske spørgsmål.

Træning med video

Træningen foregår foran et tv-kamera, for budskaberne på tv skal være korte, klare, præcise og billedskabende for at trænge igennem. Læringen ved at optræde på tv kan derfor anvendes i mange andre sammenhænge, fordi det, der fungerer på tv, også fungerer i andre kommunikative situationer – både over for radio- og avisjournalister og over for et publikum.

Du får inden den praktiske træning et kort teoretisk oplæg, som blandt andet indeholder:

  • Din rolle i interviewet: Det vil sige, om du deltager i et partsinterview, hvor du kan optræde som helt eller skurk, eller om du deltager i et ekspertinterview eller et erfaringsinterview.
  • Interviewets vinkel: Det vil sige den flig af sagen, som interviewet fokuserer på.
  • Dit budskab: Hvad vil du fortælle?
  • Konkrete værktøjer til at håndtere interviewet professionelt og godt, herunder værktøjer til, hvordan du kan vende et kritisk spørgsmål til et svar, hvor du får dit eget budskab ud.

Desuden vil der blive vist eksempler fra det virkelige liv – både hvor det går godt, og hvor det går skidt for de interviewede personer.

Historier fra din egen hverdag

Træningen bygges op omkring konkrete temaer eller cases, som du melder ind til os på forhånd. Det er typisk temaer, som du kan have svært ved at svare på eller som er indviklede eller tekniske at forklare.

Kurset afvikles i trygge omgivelser, og du har gode muligheder for at prøve dig selv af, for det koster ingenting at begå fejl eller at sige noget sludder. Det lærer du kun af. Og intet der er sagt eller optaget på kurset kommer uden for kursuslokalet.

Underviser:

Kommunikationssektionen samt ekstern konsulent (journalist og kameramand fra medieverdenen)

Tid:

Kurset tager en hel dag og koster ca. 5000 kr. pr. deltager ved minimum 6 deltagere.

Kurset udbydes på efterspørgsel. Hvis du er interesseret i et medietræningskursus, kan du henvende dig til Kommunikation på kommunikation@silkeborg.dk.